Adoption

En adoption har to parter – adoptivbarnet og adoptivforældrene.

Adoptivbarnet har altid en mere eller mindre traumatisk fortid bag sig – der er jo en årsag til at forældrene ikke har set sig i stand til at tage sig af barnet, og derfor har forladt det på den ene eller den anden måde. Disse oplevelser vil altid være en del af adoptivbarnets liv – en følelse af svigt – uanset om vi ser det som en kæmpe kærlighedserklæring fra forældrenes side, at de vælger at bortadoptere deres barn, fordi de ved, at barnet får det bedre hos adoptivforældrene, vil det føles som et stort svigt for et barn at blive fjernet fra sin biologiske mor.
Dette svigt er det vigtigt at få bearbejdet, da det vil have indflydelse på alle senere tilknytningsforhold.
I terapien er der rum til at fortælle om alle de følelser, der måske er svære at tale med ens adoptivforældre om, man kan evt. være bange for at såre dem eller måske føle, at de ikke forstår en.
Adoptivforældrene har valgt at være forældre til et barn eller børn, der har brug for rigtig megen plads og rum til at være dem de er, være de personligheder de er. Det kræver at man har rummelighed og overskud – det vigtigste er at møde barnet præcis, hvor det er, og se barnet med den personlighed, det har og som måske er vidt forskellig fra ens egen. Den største kærlighedserklæring man kan give sit barn er friheden til at være den han/hun er og støtte ham/hende i den udvikling. Tilknytningsproblematikken som er omtalt ovenfor vil også fylde meget i forældrenes liv – den er meget vigtig at forstå!
Netop tilknytningsproblematikken og det at være i stand til at møde ens barn, som er anderledes både hvad angår udseende og personlighed, er en proces, det kan være meget vigtigt at blive støttet i. I terapien bliver du mødt med rummelighed, åbenhed og fordomsfrihed og en forståelse af, at selv om du elsker dit barn overalt på jorden, er der nogle ting, som bare er anderledes, når du er adoptivmor/far.